Du vil skulle stå i spidsen for vores support-team, og det er din fornemmeste opgave at skabe en god dialog med kunderne og tilbyde dem en unik online support.

Dine primære arbejdsopgaver består af både online kundeservice, såvel som telefonkundeservice for nogle af koncernens sites. Her ud over skal du i fællesskab med vores website-udviklere koordinere eventuelle tiltag på baggrund af fejlmeldinger fra kunder.
Udover de faste opgaver i kundeservicefunktionen, vil du også skulle varetage eventuelle ad hoc opgaver for bogholderiet, ledelsen og andre afdelinger i huset.

Vi forventer, at du er service- eller kontoruddannet – eller blot har talent for at yde den bedst mulige service til vores kunder. Det vil være et ekstra plus, hvis du har erfaring med kundeservice/-support fra et andet job.

Du skal være velformuleret – både på skrift og i tale – og gerne på både dansk og engelsk.

Du skal være fortrolig med anvendelsen af IT, da det bliver en naturlig del af din hverdag.

Som person skal du være pligtopfyldende, arbejde systematisk og have nemt til et smil.

Du kommer til en af de mest spændende og dynamiske virksomheder i Danmark, synes vi. Du får en enestående mulighed for at være en del af teamet bag nogle af Danmarks mest berømte og succesfulde sites og være med til at bidrage til videreudviklingen.

Vi tilbyder et job med mange spændende udfordringer og som er karakteriseret ved frihed under ansvar samt en løn efter kvalifikationer.

Tiltrædelse snarest, og senest d. 1. december 2011.

Send din ansøgning og dit CV via e-mail til sanne@freeway.dk. Husk at mærke din e-mail ”Kundesupport”.
Der holdes samtaler løbende, hvorfor du opfordres til at sende din ansøgning snarest muligt for at være sikker på at komme i betragtning.

Om Freeway
Freeway-koncernen består fortrinsvis af hjemmeside-baserede virksomheder og er mest kendt for Dating.dk, Bolig.dk, Arto.dk, Spigo.dk, Studieportalen.dk, Avisen.dk, m.fl. Koncernen er kendetegnet ved en ung gennemsnitsalder, en flad og dynamisk organisationsstruktur og en uformel omgangstone.

Tilføj kommentar