Freeway-koncernen udvider marketingafdelingen med marketingchef Thomas Røhr Kristiansen, der tidligere har været hos koncernen og er glad for nu at vende hjem.

Der er et nyt ansigt blandt marketingmedarbejderne hos Freeway i Viborg i disse dage. Det er den 37-årige Thomas Røhr Kristiansen, der er ny marketingchef for koncernen. Men egentlig er Thomas Røhr Kristiansen ikke et helt nyt ansigt for alle. Den digitale marketingekspert har nemlig tidligere arbejdet for den viborgensiske koncern.

”Vi er utroligt glade for, at Thomas vender hjem til os. Han er en enorm ressource, der har en kæmpe viden om særligt digital markedsføring, som alle Freeways brands kommer til at nyde godt af. Jeg glæder mig så meget til samarbejdet,” siger koncerndirektør Mia Wagner.

Thomas Røhr Kristiansen var ved Freeway-koncernen i perioden fra april 2014 til marts 2017. Han kommer til koncernen fra en stilling hos interiørbrandet Lene Bjerre Design.  

Nordjyden skal være med til at sætte retningen for fremtidens marketingindsats for mange af Freeway-koncernens brands, blandt andet Dating.dk, Plusbog.dk og Roomservice.dk.

Og han har glædet sig til at være hjemme igen i en koncern, han stadig kan kende, selvom der er sket meget med blandt andet ny ledelse og nye investeringer.

”Det føles virkelig som at komme hjem. Jeg kan se mig selv i Freeways værdier, jeg føler mig som en del af Freeway-familien, og så er Freeway gennemsyret af et digitalt mindset, som jeg har det godt med. Freeway har jo siden virksomhedens fødsel været en pioner inden for digital forretningsdrift,” siger Thomas Røhr Kristiansen.

Thomas Røhr Kristiansen har blandt andet tidligere været hos Google, og han ser store udviklingsmuligheder sammen med Freeways marketinghold.

”Jeg glæder mig enormt meget til at lede teamet. Jeg kan se, at vi sammen virkelig kan flytte nogle ting, og der er store muligheder i både vores etablerede brands og nye spændende investeringer. Jeg bliver virkelig motiveret af de store ambitioner for Freeways fremtid, som Mia Wagner og hele ledelsen har,” siger Thomas Røhr Kristiansen.  

Freeway har været uden marketingchef, siden Anne Stampe Olesen i foråret gik fra at være marketingchef til en ny position som kommerciel direktør. Thomas Røhr Kristiansen tiltrådte som marketingchef den 1. oktober.