Det der startede som en idé i dagene mellem jul og nytår i 2018 fik torsdag aften i “Løvens Hule” et solidt fundament at stå på.
Her fik Frederik Højgaard Berg en investering på 500.000 kroner for 20 procent med hjem. Og det var præcis, hvad der skulle til for, at den 25-årige iværksætter kunne komme videre med sin drøm.
– Jeg stillede op i “Løven Hule” primært fordi vi manglede penge for at komme videre, fortæller Frederik Højgaard Berg.
Halvandet år forinden havde Frederik Højgaard Berg og to partnere stiftet selskabet James App ApS og begyndt at realisere appen James App, som er et digitalt menukort, der gør det muligt for gæster på restauranter og caféer at bestille og betale direkte for mobilen og dermed undgå ventetid
“Vi var ude, produktet var i markedet og kunderne tog det til sig, men vi tjente ikke de penge vi skulle for at skabe vækst, fortæller Frederik Højgaard.
En ny mulighed for vækst
Han havde bare seks dage forinden fået at vide, at James App var udvalgt til at deltage, så det var alt på et bræt.
– Jeg filmede mig selv mindst 15 gange om morgen få at få min pitch på plads, og jeg synes det lykkedes godt. Jeg performede i hvert fald godt, siger Frederik Højgaard Berg, der som tidligere verdensmester og flerfoldig dansk mester i sejlads i blandt andet bådtypen Yngling har næse for, at sætte sejl, når vinden er rigtig.
Frederik Højgaard Berg havde på forhånd udset sig enten Christian Arnstedt eller Freewaykoncernen som det rette match. Begge kunne tilbyde en organisation, som kunne bære James App videre.
Og det lykkedes som bekendt, at få Freewaykoncernen, som investor, og det har Frederik Højgaard Berg ikke fortrudt. Freeway ejer og driver over 30 online baserede forretninger, heriblandt udbringningstjenesten Roomservice, som satser på gourmetmad, og det er et perfekt match til James App.
– Jeg vidste jo godt, at Freeway havde Roomservice og kunne se en masse muligheder for synergi. Det kunne Freeway heldigvis også.
– Det gode ved Freeway er at organisationen er stor. Det er svært, at finde et område, hvor der ikke er en ekspert – om det er it, udvikling, marketing, økonomi, design … det er bare godt, at have flere at spare med.
– Så udover pengene er viden og de rette mennesker af høj værdi, siger Frederik Højgaard Berg og tilføjer:
– Det jeg får nu, kunne jeg ikke have gjort alene – især med Roomservice, som har en masse ting som vi kan bruge eller genbruge til at skabe vækst for James App.
En gudsbenådet sælger
Det er ikke kun Frederik Højgaard Berg der får noget. Også Freeway har fået tilført noget, siger Malene Wagner, bestyrelsesmedlem i Freewaykoncernen og direktør for Roomservice.
– Frederik er en gudsbenådet sælger og en dygtig entreprenør, som det er godt for os at få ind i Roomservice, siger Malene Wagner og fortæller, at der udvides i Aarhus i øjeblikket.
– Det er de samme restauranter, vi arbejder med, så det er helt oplagt, at vi kører med to apps, men integrerer dem så man både kan foretage bestillinger på restauranten og fra privaten.
– Forskellen er ikke så stor, om du skal bestille til bordet eller til der hjemme. Det ene sted er det en tjener der serverer, det andet bliver maden bragt ud, siger Malene Wagner.
Roomservice har under coronapandemien haft stor vækst hos de private kunder. Primært leverer Roomservice ellers til virksomheder, men rigtig mange arbejder hjemmefra.
– Så væksten er sket hos de private, mens der er sket et fald i leveringer til virksomheder, uddyber Malene Wagner.
Siden optagelserne af programmet er Frederik Højgaard Berg rykket endnu tættere sammen med Freeway. Således har Freeway overtaget yderligere 30 procent af James App mod at Frederik Højgaard Berg har fået 20 procent af Roomservice.
– Det er rigtig godt, og giver mening, så vi nu har et rigtigt partnerskab, som hænger sammen, siger Frederik Højgaard Berg.
Frederik Højgaard Berg drives af, at have fingrene ned i maskinrummet. Således droppede han hurtigt ud af studiet på Copenhagen Business School (CBS) og satsede i stedet på at arbejde hos Just Eat, der er stiftet af “Løvens Hule”-veteranen Jesper Buch. Her var han i knap fem år før idéen med James App tog over.