Myselfie gik fra Løvens Hule med fem investorer og en million kroner. Samarbejdet med investorerne, blandt andre Freeway, har haft stor betydning for virksomhedens udvikling.  

Af Charlotte Thøming

Øjeblikket var endelig kommet: Det var tid til at gå ind i Løvens Hule. Bag dem var ugers intens forberedelse. Og foran dem var mødet med fem af Danmarks skarpeste investorer. Men var der mon fem frådende løver derinde bag døren, der bare ventede på at kaste sig ind i de to Vejle-drenges iværksættereventyr, eller var de klar til at flænse hjerteprojektet fuldstændig fra hinanden? 

”Vi var selvfølgelig mega nervøse og spændte, men vi glædede os også til at komme ind og møde dem efter den store forberedelse. Det, der overskyggede det hele, var nervøsiteten for at fejle. At fejle på tv,” siger Peter Lynggaard, der sammen med Thomas Bennedsen er partnerne i Myselfie.  

FAKTA Myselfie: Myselfies forretning er bygget op omkring udlejning af den Myselfie photobooth, virksomheden selv har udviklet. Selfiemaskinen bliver ofte et naturligt samlingspunkt ved fester og events og sikrer bevarelse af minder. Myselfies vision er at skabe glæde og minder mellem mennesker.
Kilde: Myselfie.dk 

”Vi følte os overhovedet ikke sikre på en investering inden. Vi kunne godt se, vi havde nogle tal, der var pæne nok. Men derfra og så til at det var en investeringscase, det var vi meget i tvivl om. Var det potentiale, vi kunne se, også det, dygtige forretningsfolk ville se?” siger Peter Lynggaard.  

Hvad de to iværksættere ikke vidste på det tidspunkt var, at de 45 minutter senere ville forlade rummet med en samlet investering på en million kroner og samtlige løver med i virksomheden. Og et år senere ville løbe stærkere end nogensinde. 

ggg

Sund røvfuld efter skarp træning 

I ugerne op til mødet med Mia Wagner, Peter Warnøe, Jan Dahl Lehrmann, Christian Stadil og Jesper Buch havde Myselfie-iværksætterne været i skarp træning. De havde lagt en slagplan for, hvordan de kunne blive gode til at stå foran investorerne. 

En uge før tv-optagelserne testede de pitchen for en gruppe eksperter og mente, de selv var 90 procent klar.  

“Det var sundt for os at få en røvfuld”

”Det viste sig, vi kun var 10 procent klar. Vi virkede meget dumme til den pitch. Vi havde lidt på fornemmelsen, vi kunne tage den lidt på karisma og charme. Men vi fandt ud af, at vi slet ikke var der. Det var så sundt for os at få en røvfuld,” siger Peter Lynggaard. 

I forberedelsestiden gjorde de sig også et par tanker om drømmescenariat, at bare en enkelt investor ville gå med i deres virksomhed – og hvem der i så fald ville passe særligt godt til virksomheden og dens aktuelle udfordringer. Flere var i spil. 

https://www.instagram.com/p/ByAkJg1FGyp/

De satte sig ind i alle Løvernes baggrunde og kompetencer og dannede sig et overblik over, hvad de formentlig kunne bidrage med.  

På daværende tidspunkt havde Myselfie en del juridiske spørgsmål, der skulle styr på. Til det tænkte de, Freeways koncerndirektør Mia Wagner med sin juridiske baggrund kunne være en stor hjælp. Samtidig var de bevidste om, at Freeway kunne være en god sparringspartner i arbejdet med Myselfies online platform, da virksomheden har stor erfaring med at bygge velfungerende sites og forretninger som eksempelvis Dating.dk og Plusbog.dk.  

Urealistisk scenarie blev til virkelighed 

Men på trods af den megen forberedelse op til deltagelsen i TV-programmet endte Peter Lynggaard og Thomas Bennedsen alligevel i en situation, de ikke havde tænkt det nødvendigt at forberede sig på.  

“At gå fra at tro vi måske ville være heldige, at én af løverne ville bide på, til at der var fire, måske fem, der ville med. Der var jeg helt blown away

”Det var en syret oplevelse. At gå fra at tro vi måske ville være heldige, at én af løverne ville bide på, til at der var fire, måske fem, der ville med. Der var jeg helt blown away,” siger Peter Lynggaard. 

Mia Wagner tøvede i første omgang en smule. Men hun blev hurtigt grebet af de jyske drenges energi, vision og stærke forretning, og så var der fuld investorplade.  

”Det er vildt svært at forklare følelserne og tankerne, da hun også meldte sig på banen, og de var fem. Det var meget overvældende, og da vi skulle gå for os selv et øjeblik og tale om det, kan man også se i programmet, at vi ikke rigtigt siger noget til hinanden.” 

”Vi havde snakket om, at det var det urealistiske scenarie. Der var to ting, vi ikke havde forberedt: Fem løver, der skulle investere, og så den high five vi lavede, da vi kom ud fra lokalet. Det er også rimeligt tydeligt i klippet,” siger Peter Lynggaard med et smil. 

https://www.instagram.com/p/BuvqlGHlWjy/

De efterfølgende måneder var prægede af nervøsitet og spekulationer. Ville Løverne fortsat være med, når de endelige underskrifter skulle sættes, og var det overhovedet gået godt nok til at blive vist i TV?  

Det var det. Alt faldt i hak, og den 6. marts, næsten et halvt år efter optagelserne, kunne de endelig fortælle hele verden om den nye drejning på deres iværksætterrejse.  

En del af Freeway-familien 

Myselfie har siden da været begejstrede over at have fået de fem investorer med ombord. Med Freeway og Mia Wagner er de blevet bekræftet i, at der er stor hjælp at hente i forhold til det juridiske og datamæssige.  

”Vi har også været meget glade for at finde ud af, at Freeway virkelig er en familie. At vi bare kan tage fat i folk på kryds og tværs – også på tværs af investeringerne. Det er fantastisk,” siger Peter Lynggaard. 

De har også suget til sig af Mia Wagner og kommerciel direktør Anne Stampe Olesens store ekspertise og viden om interne processer. De to direktører fortalte på et besøg hos Myselfie blandt andet om, hvordan man med et dagligt morgenmøde med nogle helt centrale spørgsmål kan skabe gennemsigtighed og effektivitet i et team.  

https://www.instagram.com/p/BwokMZelhU7

”Det indførte vi med det samme. Det giver overblik og en mulighed for at have noget at holde sig selv op på. Jeg har et ansvar over for mit hold og nogle konkrete målsætninger i løbet af dagen. Det er rigtig fedt. Det giver en social styrke. Og det virker,” siger Peter Lynggaard. 

Fire gange så stærkt 

Og det er godt med nye værktøjer til at bevare overblikket, for virksomheden har vokseværk. Myselfie får hele tiden nye bestillinger og udvider med flere selfiemaskiner for at kunne følge med. De har også netop udvidet teamet med tre nye medarbejdere, så de nu er oppe på 9 fuldtidsansatte og en række deltidsmedarbejdere, og så har de haft brug for større lager- og kontorfaciliteter. 

Og de er slet ikke færdige med at vokse endnu. Den jyske iværksættersucces har masser af ambitioner. For de tror på, at de også kan skabe glæde og minder mellem mennesker uden for Kongeriget.  

”Vores vision kan nå meget længere end til de danske grænser. Og vi har bevist, at der er et marked i Norge og Tyskland. Vi kan se, det, vi laver, gør en reel forskel. Så vi skal være bedre til at vækste og få produktet ud over de danske grænser til eksempelvis Sverige, samtidig med at vi styrker vores position i Danmark,” siger Peter Lynggaard.  

“Vi tror på udvikling, og at vi lærer mest og har det sjovest, imens vi udvikler os”

De betegner selv året efter Løvens Hule-optagelserne som turbulent på den gode måde. Det hele er gået fire gange så stærkt, som det gjorde inden. Og der gik det allerede stærkt.  

Det har også bidraget til hektikken, at Myselfie med den store skalering også skal tænke i at få automatiseret processerne. Et arbejde, der kræver fokus for at få det hele til at fungere og gå op i en højere enhed.  

Og så har Løverne med deres mange kompetencer og store viden inspireret og motiveret iværksætterne til at tillægge sig en masse nye færdigheder.  

”Vi har hver især i virksomheden påtaget os nogle større udfordringer personligt og fagligt, så vi hæver vores eget niveau og ikke bare gør det, vi gjorde før. For vi tror på udvikling, og at vi lærer mest og har det sjovest, imens vi udvikler os,” siger Peter Lynggaard.