Pressemeddelelse: 

Freeway viderefører Avisen.dk

Onlinemediet Avisen.dk vil fremover blive drevet af Freewaykoncernen alene. Det sker, efter Freewaykoncernen og A-pressen har besluttet at stoppe samarbejdet om Avisen.dk.

”Vi er blevet enige om, at tiden er inde til, at samarbejdet skal ophøre. Vi har været en del af Avisen.dk siden 2008, og det bliver vi ved med. Vi ser et stort potentiale i at drive en onlineavis,” siger Mia Wagner, koncerndirektør i Freeway.

Freeway etablerede i 2008 et samarbejde med A-pressen om driften af Avisen.dk. Som en del af aftalen har Freeway indtil nu udelukkende stået for den tekniske del af webmediet. Freeway har udviklet motoren bag sitet og ejer den og domænet Avisen.dk. 

Nu skal koncernen også stå for den daglige og redaktionelle drift.

Familien Wagner og Freeway ser mange muligheder i onlineavisdrift og glæder sig til at føre Avisen.dk videre.

”Overgangen bliver gnidningsfri, og vi forventer ikke, at læserne kommer til at mærke nogen væsentlig forskel,” siger Mia Wagner. 

Freeway købte Avisen.dk ud af konkursboet efter Nyhedsavisen i 2008. Dengang var der cirka 180.000 læsere. I dag er Avisen.dk Danmarks 14. største medie med 956.000 læsere i januar 2019. 

”Rygter spredes hurtigt i denne branche, og vi er allerede blevet kontaktet af flere interesserede mulige partnere, der gerne vil hjælpe med at føre Avisen.dk videre. Vi er åbne over for en ændring af den nuværende journalistiske linje og helt åbne over for nye spændende partnerskaber,” siger Mia Wagner.

Ugebrevet A4 kommer til at fortsætte under A-pressen.

Koncerndirektør Mia Wagner. Foto: Trine Willer