16 danske bogbloggere kæmper om prisen Danish Book Blog Award, Plusbog uddeler på Bogforum 2019.

Online boghandlen Plusbog.dk har netop offentliggjort de 16 danske bogbloggere, der er med i opløbet om prisen som årets danske bogblog 2019 også kaldet Danish Book Blog Award. Fælles for dem alle er, at de gennem deres store arbejde med deres blogs deler deres læseglæde med mange trofaste følgere.

”Vores medlemmer har været meget passionerede omkring nomineringsprocessen, og det er der virkelig kommet et utroligt stærkt felt af nominerede ud af. Det er svært at forudsige, hvem af de mange dygtige bloggere der ender med prisen,” siger kommerciel direktør for Plusbog.dk Anne Stampe Olesen. 

Det er Plusbogs medlemmer, der har indsendt deres bud på deres favorit bogblogs. Det har ført til en indsnævring af feltet til 16 blogs, som brugerne nu har mulighed for at stemme på i den store afstemning, der netop er åbnet

Efter afstemningen går de fem mest populære blogs taget videre til et tredelt dommerpanel, der består af udvalgte Plusbog-medlemmer, Plusbogs eget bloggerpanel og en specialudvalgt jury, som finder den endelige vinder.

Nominerede til Danish Book Blog Award 2019: 
Bausagerbooks
Reading raindrops
Book me up, Scotty!
Cats, Books & Coffee
Bogtanken.dk
Nadia Bøgeskov – The Bookish Boegeskov
Frk. litteratur
Litfix
Sidsesbogreol
Skrivepulten
Litteraturlinjer
Ord fra en bibliofil
Mellem linjerne
Eva Lucia – Reviews And Literature
The bookworm’s closet
Titlen

De nominerede bliver af dommerpanelet vurderet ud fra en række kriterier, som blandt andet inkluderer visionen med bloggen, bloggens skrivestil og den visuelle identitet. 

”Dommerpanelet ser nærmere på mange parametre, der inkluderer alt fra sprog til billeder og interaktion med læserne på sociale medier, fordi det hele har betydning for, hvordan bloggeren får videreformidlet sin læsepassion,” siger Anne Stampe Olesen. 

Det er fjerde gang, Plusbog.dk uddeler Danish Book Blog Awards. Sidste år løb Mette Sofie Kirkedal og ’Bogoplevelsen’ med prisen. Blandt andet bloggens indsats for at fremme børnelitteraturen var med til at sende den på vinderkurs.  

Vinderen af Danish Book Blog Awards får med blandt andet omtale på Plusbogs platforme og 5000 kroner til at udvide bloggen et rygstød i retning af at udbrede bloggen endnu mere og få endnu flere litteraturglade læsere. 

”Det betyder utroligt meget for os hos Plusbog.dk, at vi hvert år med uddelingen af Danish Book Blog Awards kan være med til at støtte de seje danske bogbloggere. De spreder læseglæde, og det spiller rigtig godt sammen med Plusbogs store ønske og vision om at få flere til at læse hele livet,” siger Anne Stampe Olesen. 

Vinderen af Danish Book Blog Award bliver offentliggjort på Bogforum 2019.